“Det er bare Hanne Betjent… Det skal hun sgu ikke bestemme, – tag dig ikke af hendes piveri!” I Ivans stemme var en snert af hån. Han løftede glasset og skålede i retningen mod Hanne. “Skål min fru!” Hans øjne svømmede.

Aftenen var fuld af latter og klinkende glas. Musik flød ud i den lyse aften og blandede sig med havens øvrige lyde. Hanne kiggede på Ivan, men vendte derefter blikket mod sin sidemand. “Det var jo bare fordi, der er fodboldkamp for U10 i morgen, Mikkel skal stå på mål…” Hanne skævede hen mod Ivan, som nu var optaget af en anden samtale, “…det ville være så fint, hvis vi kunne være der begge to og øhh..” Hun kastede endnu et blik hen mod sin mand “…han bli’r altså bare så dårlig, hvis han bliver ved med at drikke.” Hun holdt en pause. Papirdugen var begyndt at krølle lidt, hun kradsede i den med en lang rød negl, duggen var ved at falde.

 “Men altså, det skal jeg jo heller ikke bestemme.” Det var mere en tanke end et spørgsmål, men bordherren satte sit glas i bordet med en stump lyd. Han løftede pegefingeren, “Han skal sgu´ da ikke kalde dig Hanne Betjent – jeg var blevet stjernetosset…” Han lænede sig lidt hen mod Hanne, “Det skal du sgu ikke finde dig i!” pegefingeren valsede usikkert rundt i luften. “Du er jo sådan en pæn dame og alting,” et øjeblik så det ud som om, han ville sige noget mere, men så fangede en musikken hans opmærksomhed og han gav sig til at skråle med på omkvædet. De var gæster i en have ikke så langt fra fjorden. Det var en af sommerens første fester og om lidt var det ferie og familietid.

Hannes øjne søgte igen hen mod Ivans plads. Stolen var tom, cigaretpakken, der havde ligget på bordet var væk. Hun skannede haven med blikket. Han var der ikke. Hun havde en fornemmelse af, at det ville være klogt at finde ham, så hun rejste sig. Selskabets lyde blev dæmpede efterhånden som hun i sin søgen kom længere væk fra bordene. Hun fik øje på Ivan hen over hækken. Han var trukket ned til fjorden og stod med ryggen til haven med en tændt smøg. Solen ville snart blive slugt af horisonten. Han stod i modlys og det var blevet for mørkt til, at hun med sikkerhed kunne afgøre, om han var vred. Det så idyllisk ud, men hun fornemmede noget truende, som en mislyd i stemningen. Under alle omstændigheder var bedst at få det overstået, inden det blev værre. Hun greb sig selv i at føre neglene op til tænderne. De var lange og kunstige og føltes fremmede. Hun gik ud af lågen og over vejen. De høje hæle sank i standengen, da hun gik hen til ham. Hendes gang kom til at fremstå mere ustabil ud end den var. Engang havde hun altid gået med ret ryg og været stærk og sikker på sig selv. Måske skulle hun heller ikke have bedt ham om at holde igen, der foran dem alle sammen.

“Er du nu fuld?” han talte lavt, men indædt, “Det er fan’me flot – skide dobbeltmoralsk!” Hans øjne var gemt bag små sprækker.  Røgen fra hans cigaret cirklede dovent op fra hans hånd og skar hende i næsen. Det var næsten vindstille.

“Sad du og lagde an på Mogens?” hans stemme var farlig. Der blev stille. Hun vidste godt, han var jaloux anlagt. Men hun kunne jo heller ikke ignorere sin bordherre. De stod begge tavse og kiggede ud over fjorden. Resten af selskabet var bare en lav lydkulisse i baggrunden. Hun betragtede solnedgangen og vidste ikke helt, hvad hun kunne sige for at undgå skænderiet. Det var ikke nødvendigt at se på ham for at vide, at han havde et mørkt udtryk i ansigtet.

“Luder!” Hun var ikke helt sikker på, om hun havde hørt rigtigt. Det passede slet ikke til udsigten og den stille aften, men nu kom der mere tryk på hans ord. “Du skal sat´me ikke bestemme, hvornår jeg skal hygge mig med mine venner…” Han tog et hidsigt hvæs af cigaretten.

“Sig undskyld!” Han gik helt tæt til hende og greb fat i hendes køn gennem tøjet. Han klemte hårdt.

Hun snappede efter vejret, “undskyld” hendes stemme var lille og han slap hende igen.

“Det var godt…” Gløden fra cigaretten lyste et øjeblik hans ansigt op. Han så fremmed ud. Hun vendte sig for at se om nogen fra haven havde bemærket dem. “Du sætter dig hen til pigerne nu…Det er slut med at tale med Mogens!” skoddet landede i sivene og blev mast under hans fod. Han vendte hende og solnedgangen ryggen og gik hen mod havefesten igen.

•  

Det var som om den vidste, at de snart var der. Han så ned på sin hund, der lå og optog benpladsen ved passagersædet. Egentlig burde den vel i et bur i bagagerummet, men det var nemt at lade den hoppe ind i bilen og smække døren efter den. Den var så god, ikke noget med at hoppe op på sæderne, den lagde sig bare pænt i bunden af bilen og fandt sig i at blive transporteret. Og Fiaten var jo ikke ny længere, så det gik nok. Han kunne ikke lade være med at smile til hunden, som kiggede forventningsfuldt op på ham. Det er sjovt, tænkte han, at den fornemmede, når de var ved at være fremme. Den havde i hvert fald vågent løftet hovedet og snusede aktivt til luften.

Han parkerede bilen, snuppede et par poser i lommen og lagde hundesnoren om nakken på sig selv som en åbentstående halskæde. Han regnede ikke med at få brug for den. I hundeskoven var løse hunde i orden og det var en lettelse. Hans hund elskede at strække helt ud i løb. Det var få andre hunde der kunne følge med, han selv kunne da i hvert fald slet ikke.

“Plads Mozart” Han gav hunden en godbid og Mozart fulgte hans venstre side som om den var en sidevogn og han en motorcykel. Han skubbede til lågen som faldt tungt i, så snart de var inde på området.

Mozart dirrede af forventning, men ventede på sit signal.

“Mozart, fri!” Det var ikke nødvendigt at sige det ret højt.

Hanhunden skød af sted som en pil fra en bue. Halen piskede glad i luften og hunden strøg fra side til side med snuden i jorden. Den kom aldrig længere væk end han kunne dirigere den med et lavt fløjt.

Han var stolt af sin hund, det var ikke nogen præmiehund, der kunne avles på. Men Mozart var særlig. Det, de havde sammen, ham og Mozart, var helt specielt. Det var et bånd på tværs af arter. De forstod hinanden og kerede sig om hinanden. Det var en relation uden forbehold. De beskyttelsesvægge, han satte op, for at møde resten af verden var unødvendige i deres samvær. En blank brun pels fór forbi, Mozart var ikke færdig med at krudte af. Han fandt en pakke cigaretter i lommen, bankede en ud og tændte den. Han besluttede at gå en runde og vidste at Mozart automatisk ville holde sig i nærheden af ham. Det var længe siden, at den var stukket af fra ham. Han kom til at kluk le ved tanken om dengang, han havde jagtet hunden henover flere marker og de begge måtte i bad bagefter. Han fik lidt af røgen galt i halsen og hostede, men smilede samtidigt. Dengang havde han været skide sur på Mozart, som bare havde været en stor hvalp. Det var en hare, der havde udløst hele miseren. Det havde det for øvrigt været næsten hver gang, det var sket – en hare, eller en fasan.

Han fløjtede lavt. Det rykkede i Mozarts krop, han vendte rundt og kom løbende tilbage.

“Plads!”

Lidt længere fremme var der en anden hund, det var en schæfer, der kom også en dame gående. Lige som ham selv, brugte hun heller ikke hundesnor.

“Dejligt vejr!” Sagde hun. “Må de hilse?” Schæferen havde ikke opdaget Mozart endnu. Hun havde snoren klar.

Mozart stod plads ved siden af ham.

“Det sker der vist ikke noget ved.” Han smilede til hende. “Mozart fri!”

Hundene snusede til hinanden og schæferen gjorde tegn til at ville lege. Mozart viste sig helt ligeglad med den anden hund.

“Han er ikke så ung mere,” han følte det, som han skulle undskylde, at hans hund ikke gad at lege med hendes.

“Nå, han ser da ellers frisk ud.” Hun kiggede efter hans hund, som rigtigt nok så meget energisk ud.

“Ja, der er liv i ham endnu.” Han nikkede til hende, “Nå, fortsat god dag.”

“I lige måde.”

Det var nemt at møde folk, når man havde en hund med – og uforpligtende. Han gik videre, han trængte mest til lidt fred. Han nåede hen til området med bænken og slog sig ned. Det varede ikke længe inden Mozart opdagede, at han havde sat sig. Reglerne var anderledes udenfor. Indenfor kom Mozart ikke i møblerne, men hvis de var ude og han satte sig på en bænk, så var det blevet en vane at hunden skulle sidde ved siden af. Så sad de sådan, side om side og betragtede verden.  Mozart puffede med snuden under hans arm, den ville kløes. Han trak tilfreds vejret dybt ind, og roen faldt over ham.

“Go’ hund” han kløede Mozart bag øret. Det var nu en helt dejlig dag.

Go’ morgen Danmark kørte i tv’et mens hun lavede sin kaffe. Det var lyst udenfor og fuglene kunne svagt høres gennem de ellers lukkede vinduer. Hun kiggede ud i haven, mens hun stak næsen ned kaffeposen. Denne kaffe duftede særligt dejligt, den havde også været dyr. Bønnerne var hele og hun glædede sig allerede til, at duften skulle blive endnu mere intens, når hun malede dem. Hun hældte bønner over i den elektriske kaffekværn, trykkede på knappen og for en tid forsvandt både lyden af morgenværterne og den svage fuglekvidder til fordel for støjen fra kværnen. Duften var dyb og aromatisk og med noter af følelsen fra noget trygt. Værterne i Go’ Morgen Danmark drak også kaffe, der stod i hvert fald kopper på bordet foran dem. Det var Royal Copenhagen, Mega Mussel, hun havde også selv stellet, men lige siden hun havde set at prinsessen havde fået Flora Danica stellet, havde hun fået lyst til det stel i stedet. Måske skulle hun i eftermiddag forbi Imerco og købe sig en kop. Hun var, når alt kom til alt, blevet lidt træt af det blå blondemønster. Det gav ikke den rigtige fornemmelse mere. Hun tog en af kopperne ud af skabet og lod fingeren glide hen over kanten, var riflerne ikke også lidt umoderne? Det ville være meget bedre at drikke sin kaffe af en kop prydet med magnolia. Hun skænkede kaffe og greb sin telefon. En søgning viste stellet. Der var også en guldkant på – meget elegant. Hun var nok nødt til at have kagetallerkner med også.  Måske bare 4 sæt, så kunne de drikke kaffe og få et stykke kage af det, når hun fik gæster. Hendes kop var blevet tom, uden at hun havde bemærket det. Hun skænkede igen. Morgenværten på fjernsynet havde en flot skjortebluse på. Den dejlig forårsagtig ud, den ville passe så godt til de bukser, hun havde købt, men endnu ikke fået på. Hun manglede jo at finde noget, der kunne passe til. Hun skulle helst komme til at se afslappet chik ud. Det ville være dejligt. Bukserne havde et lidt råt udtryk, så med værtens fine bluse ville det give en god balance. Hun gik på Facebook og ind på Go’ morgen Danmarks gruppe.

“Hej Go’morgen” tastede hun. Hvad var det nu hun hed – værten? -Det var vist Ida.

“Sikken en fin bluse Ida har på her til morgen – hvor er den fra?” Hendes tommelfingre fløj rundt på den lille skærm. Så var det bare at vente på svar. Hun kunne nok ikke finde præcist den bluse her i Kerteminde, selv om der var mange gode damebutikker, men så måtte hun lede på nettet. Hun kunne selvfølgelig lige kigge et par steder, når nu hun skulle forbi Imerco i eftermiddag. Koppen var tom igen, hun skævede op til uret på væggen. Hun kunne godt nå en kop mere. Måske skulle hun også finde sig en taske, bare en lille clutch, der kunne passe til. Den behøvede ikke at være særligt dyr, så længe den var i skind og kunne rumme hendes nøgler og telefon. Der opstod et lille følelsesmæssigt vacuum og nærmest uden at opdage det, havde hun klikket sig ind på Zalando og sat søgefiltre til, man kunne jo altid sende den tilbage. Hun rystede trangen af sig og lukkede appen med en tom følelse. Hun måtte hellere lade være. I stedet gav hun sig til at scrolle på Facebook, en lille rød notifikation dukkede op forneden. Der var allerede svar på det med blusen, hun blev varm og glad.

Den var fra Stine Goya. -Ja, det kunne hun faktisk godt se nu. De havde den på Boozt, hun klikkede den i kurven og smilede. Det ville blive så flot. Tilfreds vippede hun med fødderne. Måske kunne hun have den på i weekenden? Det håbede hun. Hun klikkede sig til kassen og betalte med sit kort. Tomheden fra før var væk. Hun rejste sig opløftet og satte kaffekoppen i opvaskeren. Nu var det strengt taget ikke nødvendigt at gå i butikker i eftermiddag, men hun kunne jo selvfølgelig lige kigge efter tasken. Hun mærkede humøret stige, en kildrende forventning løb gennem kroppen. Måske skulle hun også finde et par sko og den der fingerring, hun ønskede sig.

Det gælder om, at finde tre punkter den kan støtte på og om at have en rolig hånd. Malene tager en dyb indånding, hun sidder på hug og stabler sten på stranden ved Fyns Hoved. Det hjælper at rette sin koncentration mod noget andet. Det med at balancere sten, er noget hun har set en mand gøre i fjernsynet. Stenen i hendes hånd er på størrelse med en knyttet næve og ligner, på nær størrelsen, en naturskabt obelisk. Den er kold, ru og mørk . Den passer til hende. Hun har allerede placeret den første sten. Hun venter på Anna, hendes barndomsveninde, de skal gå en tur og for at blive luftet. Hun trænger til det, – at få luftet ud. Anna er sent på den.  Malene vejer stenen i hånden og vender den spidse ende nedad. Hun finder et godt kontaktpunkt og justerer vinklen på stenen en millimeter af gangen.

En bildør smækker ikke så langt derfra. Hun registrerer det knapt nok, fokus er på stenen mod stenen, på spidsen der skal balancere. Hun søger efter det lille magiske hak, hvor de to sten passer sammen og bliver til en ballerina på tåspids.

Hun slipper sin sten så langsomt, at hun til sidst kun sanser kulden fra stenen og ikke mærker dens vægt eller tekstur mod fingerspidserne. 

“Heej!”

Hun kan kende Annas stemme hvor som helst, så hun behøver ikke at dreje hovedet for at vide, at veninden er på vej hen mod hende. Malene sidder stadig på hug og flytter langsomt hånden væk fra stenene. De står. Det ser usandsynligt ud. Hendes sten balancerer, men kun akkurat.

“Se lige.”

“Ej, det ser vildt ud, 2 sekunder…” Anna tager sin mobil og snupper et foto af stenene. Så hiver hun Malene ind i et kram. Anna holder om hende et øjeblik mere, end Malene kan tåle. Gråden presser sig på. Mærkeligt som det hele pludseligt vælter frem i hende.

“Hey, er du OK?” Anna ser undersøgende på hende. Det presser i halsen. Malene ryster på hovedet og holder hænderne afværgende op for sig.

“Kom vi går,” Anna ved godt, hvad det handler om. Hun tager hende under armen og trækker Malene op mod stien, mens hun fortæller om en traktor, hun kørte bag ved på vejen og andre ligegyldigheder. De går længe, mens det kun er Anna, der taler. Det hjælper. Hendes stemme lægger sig som et blødt tæppe om Malene.

Vinden kommer ind fra vest og får deres hår til at blæse frem over ansigterne. Gruset skurrer under deres fødder, de er snart halvvejs.

“Hun skærer i sig selv…” Malenes stemme er ru.

Anna tier, hun holder hende under armen og venter på, at der kommer mere. De går ned ad bakke og kommer lidt i læ.

“ Hun er for helvede 15 år og skærer i sig selv…” Malene mærker tårerne igen, men nu kommer vreden også.

“Fandme nogle lorte unger – de andre tøser…” Hun trækker vejret og går videre med hurtige skridt, “De ved sgu ikke, hvad det gør ved hende…” tavsheden strækker sig flere hunderede meter, “Og lærerne, hvor fanden er de?” Malene mister stemmen et øjeblik. De går igen længe uden ord og tempoet falder lidt, Anna klemmer hendes arm. Malene tørrer øjnene med jakkeærmet. Næsen er blevet varm.

“Og mig, – hvorfor så jeg det ikke før?”

“Hey, hør nu, – er det måske noget en mor har lyst til at se?” Det er ikke et rigtigt spørgsmål, og Anna taler videre uden at vente på svar “-og er det noget ens datter har lyst til at vise frem?”

De går langsomt nu, de er snart tilbage ved bilerne. De lave, vindskæve træer, står stædigt fast i strandengen. “Men jeg burde have vidst det… Jeg er jo hendes mor.” Malene standser, Anna trækker hende i gang og de passerer et ældre par, som nikker til dem.

“Hun vil ikke tale med mig.” Stemmen er klangløs, “Hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo for helvede ikke tvinge hende…Hun går bare ind på sit værelse og lukker døren – hun siger ikke noget!” Malene stønner højt, “Hun vil tale med en skide psykolog, men ikke med mig, – hendes egen mor!”

“Ja, det gør ondt,“ Anna giver hende ret.

“Fuck det, bare hun får det bedre.”

De når tilbage til stedet, hvor Malene stablede sten. Hun spejder efter tårnet, pludseligt er det vigtigt, at det ikke er væltet.

“Hun taler i hvert fald med nogen.” Anna ser også ned mod stranden, “Jeg kunne godt bruge en kop kaffe. – Hov se, -der er dit tårn. Det står endnu.”

“Også mig,” Malene puster ud og skutter sig.

Reunion

Hun ånder ind i sin hule hånd og snuser til det.

Hånden søger af sig selv ned i taskens dyb og griber en næsten tom pakke tyggegummi. Tasken er lavet af blødt skind og har et glat silkefor. Spejlet over håndvasken afslører, at sommerens glød er falmet.

Hun inspicerer tænderne, inden hun stikker tyggegummiet i munden. Ingen frokostrester. Den konstante rumlen bliver afbrudt af et kort ryk, hun støtter sig til væggen ved siden af spejlet.

Toget bringer hende nærmere, selv om hun står helt stille. Hun fortryder blusen i kunststof, det er helt umuligt for huden at ånde. Hun er på vej til Langeskov – den by, hun er vokset op i.

Nu er der en togstation, praktisk for hende, især fordi hun aldrig har fået taget et kørekort. Det er ikke nødvendigt i storbyen. Hun tænker på den, hun var, Maria Hansen. Nu er hun Maria Søholte. Togets bevægelser bliver igen stabile. Hun retter på tøjet og kigger igen på kvinden i spejlet. Hansen, Søholte – billedet skifter hele tiden.

I klassen havde hun været Maria Hansen, kedelig og almindelig. Nu skal hun møde dem alle igen. Den gamle klasse har jubilæum. Hun vil komme ind som Maria Søholte, så de kan se, at hun er blevet til noget. Men hvorfor egentlig? Hvad får hun ud af det? Det føles som en konkurrence. Er der overhovedet en præmie? Det banker på døren.

Hun skyller hænderne og ryster vandet af dem, purrer op i håret og går ud. Der står en kvinde på alder med hende selv. Hun har et barn i hånden, de venter tydeligvis på at komme til, barnet holder sig mellem benene.

– Undskyld, men vi er mega tæt på et uheld…

Hurtigt skubber hun barnet ind og lukker døren, mens hun smiler indforstået. Tilbage på sin plads ved vinduet tænker Maria på børn. En gang i mellem synes hun, at hun er gået glip af noget ved aldrig at have fået børn, men for det meste er hun glad for at slippe for besværet.

Hun er den eneste pige fra den gamle klasse, som ikke har fået børn. En overgang havde det været nærmest umuligt at slippe for blodige fødselsvidnesbyrd.

– Nå, det skal også snart blive din tur, havde de smilet, mens de sad med en skrigende unge.

Nu siger de det ikke mere. Landskabet og tiden farer forbi. Der er forholdsvist stille i den store kupe, men overfor hende sidder en dame og strikker, klikkene fra hendes pinde, når Marias ører. Hun kigger ikke engang ned på sit strikketøj. Hænderne arbejder, mens øjnene følger med i, hvad der sker omkring hende.

– Jah, jeg har jo aldrig fået børn…

Maria nikker ned til damens strikketøj. Det er sart lyserødt og forholdsvist småt. Damen ser venligt på Maria.

– Jeg er på vej til gammel-elevfest, og alle de andre har jo børn.

I samme øjeblik, hun har sluppet tanken ud gennem munden, kan hun høre, hvor usikker hun lyder.

– Altså, de har dem jo ikke med.

Hun holder en pause,

– Men de snakker nok om dem… Det kan jeg jo ikke…

Damen kigger tilbage på Maria:

– Sprechen Sie Deutch?

 – Ahh, no, no.

Tysk havde hun aldrig fået lært på trods af, at de havde haft det i skolen i flere år, hun løfter beklagende skuldrene.

– Never mind I was just commenting on the weather.

Hun synker længere ned i sædet. De andre i kupeen er optagede af deres telefoner. Hun sukker, Maria Hansens refleksion i vinduet ser lige igennem hende. Hvad pokker er det for en underlig målestok, hun har fået indbygget. Hvorfor vurderer hun sig selv i forhold til de andre? Gad vide, om de andre også gør det? Sætter alle op på på en imaginær værdilinje i forhold til succes, udseende, børn og Gud ved hvad andet, man kan måle sig i forhold til.

Dengang havde hun ikke været populær, hun havde ellers gjort, hvad hun kunne for at blive det, men det havde føltes som at kæmpe mod en kraftig understrøm. Jo mere man gjorde, desto mere blev man trukket i den modsatte retning. Var det for at vinde kampen fra dengang, at hun var taget afsted? Nu er hun jo Maria Søholte med et prestigefyldt job og gift med en kendt.

Hvad pokker rager det hende, hvad de andre tænker? Hun glatter bukserne, idet hun rejser sig. Toget sagtner farten, hun er fremme. Hun presser fingeren mod knappen, der åbner togets døre. Stationen virker lidt klein i det, da hun træder ud af toget. Hun skæver op på uret over perronen, hun er forsinket. Det passer hende udemærket, hellere lidt for sent end alt for tidligt. Hun må hellere tage en taxa fra stationen – helst en lidt pæn en.

Link til klummen i e-pages

https://www.e-pages.dk/kertemindeugeavis/630/article/1514849/2/1/render/?token=70411dcbb7eb3bbf7755b1dd449f0199&vl_platform=ios&vl_app_id=dk.jydskevestkysten.ereader&vl_app_version=13.5.0&fbclid=IwAR2RZutDaSbfz8fhRCp4o3iW2xVBNNr9xgiSo7WraXTc-4EoXnTePl2LM6A

Magten vender tilbage på Boels Bro

Det kan ikke ses, som han står der med ryggen til dem. Det er børn, det kan han høre. De kommer cyklende ned af bakken, og der er fart på. Han står i sit træningstøj næsten på toppen af bakken ved Boels Bro.

– Se, der står en mand og tisser.

Det er en lys stemme, han kan ikke helt afgøre, om det er en dreng eller en pige. Til gengæld ved han, at det ham, de taler om.

– Ja, det kan du lige stole på, jeg gør.

Han siger det ikke højt, men inde sit eget hoved. og det er ikke uden triumf. Han kigger ned og ser den klare stråle ramme busken. Børnene er cyklet forbi. De kender ikke hans kamp. Det kan jo ikke ses. Han klipper strålen over, bare fordi han kan. Følelsen af at have vundet vokser, han slapper af i bækkenbunden og trykker så til, så urinen sprøjter ud.

Solen skinner mellem skyerne. Bladene er for længst faldet af træerne. Der dufter vådt af løv og forfald. Han smiler. På en måde er det en ny begyndelse.

For et år siden vidste han ikke, at en simpel vandladning kunne få ham til at føle sig som Rocky Balboa på toppen af trapperne. Nu står han her og kan, hvis han drejer hovedet se til Enebærodde. Det, der slipper hans endorfiner løs, er ikke at have spænet hele vejen op af bakken uden stop. Det er heller ikke naturen, selvom han må indrømme, at udsigten er vild og slående. Det er en skide tissetår.

Han tænker på sine børn. Det havde været svært at fortælle dem det. Den lille var begyndt at græde. Store lydløse tårer var trillet fra hendes øjne, og hun havde lignet et barn igen. På trods af, at hun var blevet 30. Ingen af dem havde stillet spørgsmålet om døden, men det havde ligget i luften over kaffekopperne, som smog i et forurenet industrikvarter.

Han kan også huske at have betragtet sig selv på afstand. Han lød som lægen, da han gennemgik behandlingsforløbet for dem. Først et stykke fakta, så en logisk konsekvens. Så lidt mere fakta og endnu en konsekvens. Der havde været unaturligt stille. De lydløse tårer var den eneste larm i rummet. Det havde været som at trykke på en pauseknap, og de var frosset i tiden. Det var chokket.

Skulle han være ærlig, så havde det også været sådan for ham, da han sad i konsultationen, og lægen gav ham besked. En klokke havde sænket sig over ham, og lydene var blevet fjerne. Alligevel havde han nikket og svaret på det rigtige tidpunkt med troværdige svar. Cancer. Folk døde af det. Nu var det ham. Lægens mund havde bevæget sig. Han havde peget på noget på computerskærmen. Men det, der havde lydt i ørerne, var noget helt andet. Noget hans mor tit havde sagt:

– Man tror altid, at det kun sker for naboen, lige indtil man selv sidder i saksen…”

Egentligt havde hun sagt det om ting som fartbøder og indbrud. Ligegyldige ting. Ting, man kommer over igen. Ting, hvor livet fortsætter. Men sandt var det. Det havde han mærket, for det havde aldrig været en mulighed at få kræft, indtil det pludseligt var sådan, det var. Så var han gået ud og havde givet hånd og alt muligt.

Da han skulle fortælle Lone derhjemme om det, kunne han pludselig ikke. Han var tavs en hel dag. Hun var blevet sur. Hun vidste jo heller ikke, at det sad fast indeni, at man umuligt kunne komme hjem på en torsdag og sige, man havde fået kræft. At man ikke kunne huske, hvad lægen havde sagt, at hans pik var giftig og sendte sorte, onde tråde ud i hans krop.

Til sidst havde han skrevet det på en seddel og var gået en tur. Da han kom hjem, var hun ikke længere sur, men bange – og det var værre. Det var jo ham, der skulle passe på hende, og så vidste han ikke engang, om han kunne. Det samme var sket i stuen med kaffen og børnene, da han sagde det. En forskydning i balancen. Pludselig var det ham, der skulle tages hensyn til.

Han trækker vejret dybt ind, ryster og tørrer fingrene af i bukserne. Dråber ligger glitrende, som ædelsten på græsstråene for hans fødder. Han ser op. Vinteren har fået alt til at se afpillet ud. Det var et år siden og havde været en nedtur af dimensioner. Nu står han her, og der lugter af tis. Men på en god måde. På den måde, der betyder, at han nok har klaret det.

Canceren er skåret ud, han går til genoptræning, og alt virker stadig – i hvert fald nogenlunde. Han føler sit held dybt ned i lungerne, som han trækker vejret ind. Det prikker ud i fingrene og løfter ham op. Der på bakken vender magten tilbage.

– Eye of the fucking tiger!

Han råber, så det kradser i halsen, og ligesom Rocky mærker han sejren komme. Børnene i bunden af bakken slingrer på cyklerne, da de ser efter lyden. Han beslutter, at han har vundet. Han lever endnu.

Læs evt. i E-pages link:

https://www.e-pages.dk/kertemindeugeavis/626/article/1500532/2/1/render/?token=dcd199db8ff4bb28d86465bd65020197&vl_platform=ios&vl_app_id=dk.jydskevestkysten.ereader&vl_app_version=13.2.6&fbclid=IwAR0AKrYCGCtWl-RgYPL4Oo_WsJ1GDjqIbuBismiCVHqH6Q36_QZQqihCxzA

Kino-kærester

Det bliver episk, tænkte jeg, da jeg i går lå i min seng og skulle falde i søvn. I dag er jeg ikke så sikker. Det kilder i kroppen, og tankerne strejfer ham hele tiden. I min fantasi vil hans blik låse sig fast i mit, og vi vil nærme os hinanden uden ord. Varmen breder sig ud i min krop, og jeg smiler.

– Kæft, du ser åndsvag ud.”

Ida, min bedste veninde, skutter sig i mørket.

– Hvem har givet dig lykkepiller?

Hun giver mig et kærligt skulderskub.

Vi står i vores vinterjakker og venter ude på fortovet foran Kerteminde Kino. Jeg spejder hen ad Langegade. Lyset i krydset skifter. En knallert med en dåset lyd nærmer sig nede fra torvet. Jeg har spillet den lille film med Emil tusind gange i mit hoved. Når det går vildt for sig, ender vi i et kys, og det suger i maven og sender elektriske impulser ud til alle dele af min krop.

Lige nu har jeg mest lyst til at vende om. Hvad nu, hvis han ikke kommer. Hvad nu, hvis han gør, og han ikke er interesseret i mig. Så vil jeg ligne et fjols. Tanken om at tabe ansigt foran ham giver mig kvalme. Tvivlen kommer væltende med en tsunamis kraft. Det går aldrig godt det her. Pludselig fryser jeg også.

– Måske er det en dårlig ide…

Jeg ser bedende på Ida, hun har gjort sig umage med sin makeup og har krøllet håret. Det er hendes mor, som har kørt os ind til Kerteminde. Min mor henter. Det er kun en dag siden, vi lavede aftalen.

– Ej, du har bare at blive! Jeg går fan’me ikke i biffen med de to alene…

Hun har hævet sin pegefinger af mig.

– Jeg troede, du godt kunne li’ Emil?

Udtrykket i hendes ansigt skifter fra irritation til forståelse.

– Ahh, men du vil jo gerne. Kom nu..

Hun holder en lille pause.

– Altså, du kommer til at fortryde det, hvis du ikke går med…

Og hun har jo ret. Faktisk mere end hun aner. Tankerne om Emil er blevet den stjerne, som varmer min dag. Jeg er forelsket, selv om jeg ikke kender ham endnu. Ida og jeg havde mødt Albert og Emil i bussen til Kerteminde og havde givet dem vores Snap. De stod af i Langeskov, og siden da var mine tanker gået i kredsløb. Jeg mander mig op og retter min opmærksomhed mod plakaten til den film, vi skal ind og se.

– Se, der kommer de.

Ida vinker hen mod lyskrydset, der skifter. Denne gang til grønt. De sidder to på en knallert. Det er Albert, der kører. Han gasser op og fortsætter hen mod os. Emil sidder bagpå. De slingrer lidt.

– Akavet.

Ida hvisker det til mig og fniser.

– Mega.

Jeg hvisker tilbage.

– Vi parkerer lige.

Albert nikker med hovedet hen mod cykelbutikkens lille indhak i fortovet, hvor der er bedre plads.

Lidt efter står vi alle fire indenfor og køber billetter og popcorn. Ida og jeg står tæt sammen og støtter vores mod op af hinanden. Jeg er fuld af nervøs energi og kan næsten ikke lade være med at grine. Ida er mere cool.

– Kom, siger hun med et stort smil.

– Jeg elsker bare at gå i biografen, skal vi ikke gå ind?

På en eller anden måde får hun puffet Albert ind på rækken før sig selv, så mig og til sidst Emil. Jeg ser stjålent på Emil, han ser stift lige ud. Mit mod daler igen. Gider han ikke sidde ved siden af mig? Jeg snupper en håndfuld popcorn. De er godt saltede. Min sodavand står i holderen lige ved Emils hånd. Lyset bliver dæmpet, og reklamerne starter oppe på lærredet. Jeg ser på dem uden at høre efter. Jeg kan mærke Emils arm tæt på min egen. Jeg får lyst til at strejfe hans hånd, når jeg skal tage min sodavand, men jeg tør ikke. Hvad nu hvis han trækker armen til sig igen?

Hans ben falder ud til siden og læner sig op af mit. Det må være et tegn. Jeg tager min sodavand og rører let ved hans hånd på vejen. Filmen er gået i gang, uden jeg har lagt mærke til det. Mit hjerte løber en maraton, og jeg er tør i munden, selv om jeg lige har taget en tår at drikke. Jeg sniger mig til et blik på Emil. Han har drejet sin arm, så hans håndflade vender opad. Den er magnetisk og trækker i mig. Der i biografens mørke ved jeg helt ned på en nanometer, hvor han ender, og jeg starter. Min hånd er blevet fugtig og kold af at holde på colaen. Jeg tørrer den diskret i mine bukser. Alle nerver i min krop sitrer, da jeg lægger min hånd i Emils.

Link til klummen i e-pages

https://www.e-pages.dk/kertemindeugeavis/622/article/1483686/2/1/render/?token=9a1455f5af452d3a7e876c25de6b94cf&vl_platform=ios&vl_app_id=dk.jydskevestkysten.ereader&vl_app_version=13.2.0&fbclid=IwAR1PzgNPUkgzwBzk_Q-tlW1L0stuRg5i8_dkxx3Nq5hnFWWvRsHP6F7X280

Jeg har fået tilbudt skriveplads ca. en gang om måneden i Kerteminde Ugeavis på side 2.

Her kommer min første lille historie:

Sydstranden i Kerteminde

Tidslommen på Sydstranden

Speakerens stemme standser brat, idet han fjerner nøglen fra tændingen. Det havde handlet om effektiviseringer. Han kender det fra sin egen arbejdsplads. Alene ordet er en selvmodsigelse, så mange bogstaver og så besværlig en artikulation for at sige spare.

Han mærker en lukkethed – bliver faktisk irriteret. Det er som at blive korrigeret, som om det ikke er godt nok, det han gør. Stemningen bliver i ham, selv da han åbner bildøren og sætter fødderne ud på gruset på den lille parkeringsplads ved stranden.

– Kommer du?

Han spørger over skulderen og ind i bilen. Hun sidder lidt sammensunket og fjern på passagersædet.

– Jorden kalder…

Han smiler til hende. Det er ikke arbejde det her, han skyder sin irritation fra sig. Nu skal de hygge sig lidt alene, bare gå en tur og holde i hånden.

Hun stiger ud.

– Hvor er det længe siden, vi har gjort sådan her.

Hun tager ordene ud af munden på ham. Solen får hende til at knibe øjnene sammen. Den hænger lavt.

 – Mmm, kom.

Han trækker hende ind i et kram og låser bilen med et tryk på nøglen. Børnene er i skole, og de har stjålet denne formiddag til sig selv. Han ser hen over hendes hår og over på badehusene. De står der som to rækker menige soldater i fronten. Nøjagtigt som de plejer. I forskellige farver, ranke men små i forhold til de kræfter, de nogle gange er oppe mod. I dag skinner solen og vejret er mildt, selv om det er efterår. Han er kommet her meget som barn, især om sommeren. Han lukker øjnene, og den salte luft trækker ham tilbage i tiden til farmorens saftevand og Anders And-blade på tæppet. Til dengang hvor den indre metronom ikke boede i ham, hvor tiden bare var nu, og i morgen ikke fandtes før den kom. Farmorens transistorradio havde lukket Giro 413 ud af den lille basløse højtaler, og hans fingre havde forsigtigt pillet i solskoldningen på hans skuldre.

Gennemsigtige flager af ham selv var forsvundet med sommervinden ind i hybenbusken ved siden af det grønne badehus. Det havde efterladt plamager af tynd, sart hud, som sved, når han badede. Den blomstrede termokande med revnen havde stået på det lille campingbord. Farmoren havde strikket, drukket kaffe og sunget sammen med Otto om sømænd og piger. De havde fået rugbrød med blå dåsepostej og bagefter chokoladekiks, der landede som krummer i navlen, og senere blev hentet på tæppet af en hær af myrer.

Hvornår havde han egentligt sidst betragtet en myre på en pind. Han ved det ikke.

Han flytter blikket fra badehusene og snuser ned i hendes hår, det dufter af shampoo. Hun trækker sig ud af omfavnelsen.

– Lad os gå ned til vandet.

Hun griber ud efter hans hånd, og de krydser over den lille sti, der ligger som en grænse mellem strand og standeng. Stenene i vandkanten skurrer under deres vægt. De går i retning mod Klinten.

– Jeg vil soppe.

Hun sætter sig, smider sko og strømper og ruller bukserne op til knæerne. Han følger hendes eksempel. Vandet omslutter hans varme fødder, og det kolde gys spreder sig hele vejen op ad benene. Hun står usikkert på de våde sten og løfter armene ud til siden for at holde balancen. Han ser overraskelsen i hendes ansigt, da hun et kort øjeblik træder skævt. Det trætte og fjerne er forsvundet, og han kan kende pigen i hende.

– Her, støt dig til mig.

Han rækker hende begge sine hænder og ler af hendes usikre bevægelser hen mod ham.

– Nu er det ikke så koldt mere.

Hun holder en pause og går forsigtigt frem.

– Måske skulle man begynde at vinterbade?

Hendes blik vender hen mod badebroen, hvor tre kvinder pjatter og hviner, mens de går i. Lyden af deres stemmer bevæger sig med lethed hen over det blanke vand. Hendes hænder lukker sig om hans. Det kolde vand skvulper om deres underben, de står i latter fra fremmede og har badehusene i ryggen. Han trækker vejret dybt ind, og tiden mellem taktslagene udvider sig. De siger ikke noget, står bare og hører sammen.

Hun klemmer hans hånd.

– Jeg fryser, vi må hellere få sko på.

De går op af vandet og på bare fødder op til bilen.

Tine Vilendal Petersen

Link til Uge Avisen i e-pages:

https://www.e-pages.dk/kertemindeugeavis/618/article/1467077/2/1/render/?token=b9f06b1a0560b8d0c4dccc2edd7c3179&vl_platform=ios&vl_app_id=dk.jydskevestkysten.ereader&vl_app_version=13.2.0&fbclid=IwAR3yopTRWdoUdvqIcWmgjGcUy1o59fIAUrpXOMILAqNLGTqFsQ6_YI00g-E

Det er gået forrygende med at introducere læsebogssystemet for hele 3. årgang. Både elever og lærere har svært ved at vente på næste kapitel, det er jo gode tegn, så jeg er meget glad.
Hvert kapitel findes i 6 sværhedsgrader, indtil videre har vi brugt niveau 1, 2 og 3, hvilket er passende for langt de fleste elever. I næste uge er der enkelte elever, som stiger til læseniveau 4, jeg tror dog ikke, at de sidste to niveauer kommer i brug i denne omgang, da flere af de rigtig gode læsere føler sig udfordret allerede.
De øver læsning hjemme, løser niveautilpassede læseopgaver og laver en læsevideo, som de sender til os, lærere, via Minuddannelse.net, der er Kerteminde Kommunes lærings/lektie-platform.

Læsebogen

Selve læsebogsdelen er i 19 kapitler og handler om en dreng, der hedder Erik, hans venner, deres konflikter og oplevelser.  Handlingen foregår i starten af 1900-tallet og har børn i hovedrollerne.  Den er fuld af action, men berører også samtidigt mange alment dannende emner.
Hvert kapitel er skrevet i 6 niveauer fra meget let læst (under lix 10) og til sværeste tekst (lix max 30).
Man printer og udleverer relevante kapitel i de niveauer, de enkelte elever i ens klasse har brug for. Elever kan på den måde stige i niveau efterhånden som de bliver mere trænede læsere. Man kan altså regulere elevernes læseniveau kapitel for kapitel.
Den fulde handling fra de enkelte kapitler bliver også læst højt i klassen så eleverne har den fælles historie at samtale om. Som forside til hver kapitel har jeg foreløbigt lånt min dygtige kunstner-veninde Gudrun Heltofts tegninger.

Opgavetyper

Til systemet hører også en række forskellige opgavetyper.
Opgaverne er lavet med tanke på ugeskemaundervisning, men kan også bruges til bare at plukke i, så man selv vælger hvilke opgaver klassen/eleverne arbejder med. De overordnede typer af opgaver er de samme kapitel for kapitel, men det reelle indhold varierer. Meddigtningsopgaverne spænder f.eks. over mange forskellige genrer fra at skrive dialoger til breve, digte osv.

• • Stavetræning på forskellige måder (ord fra kapitlet)f.eks. staveordsbingo, staveordsmotion, staveordsspil, alfabetisk ordning af staveord m.m.
  Forslag til gennemgang af grammatisk område
  • Diktater i 3 niveauer (tekst fra kapitlet)
  • Ordkort til udvidelse af ordforråd
  • Begrebskort til behandling af “nye” begreber og talemåder
  • Søg og find-opgaver, hvor eleverne skal dykke ned i og undersøge emner, der berøres i kapitlet (træner informationssøgning og tekstbehandling)
  • Praktisk opgave der relaterer til handlingen i det relevante kapitel.
  • Dramatiseringsopgaver
  • Meddigtningsopgaver hvor eleverne selv skaber videre på kapitlet

Hvordan foregår det så?

Vi har valgt at tage et nyt kapitel hver uge, så hver mandag læser vi højtlæsningsteksten for klassen og tager en klassesamtale om indholdet. Teksten er fuld af ord og begreber, der for mange af eleverne er nye, nogle af disse ord gennemgår vi inden højtlæsningen, nogle af ordene tager vi under oplæsningen, hvor eleverne har lov til at “pippe”. – At pippe betyder, at eleverne må sige pip imens der læses højt, hvis der er noget de ikke forstår. Så standses oplæsningen kortvarigt og vi får styr på det, de var i tvivl om. Når højtlæsningen er færdig tager vi nogle af de litterære og indholdsrelaterede spørgsmål, som er tilknyttet lærerteksten. Hvis der er stemning for det kan vi lærere også fortælle om mere kulturelle/historiske emner. Til lærerdelen er der for hvert kapitel en kort introduktion til emner, der berøres i kapitlet. Det kan f.eks. være personer som Betty Nansen, eller mere generelt som opdragelse dengang m.m.

Derefter går vi i gang med arbejdet med de forskellige opgavetyper, nogle af opgaver kræver en introduktion andre kan eleverne løse uden hjælp, når de har prøvet typen før. Eleverne har f.eks. hurtigt fanget hvordan dramatiseringsopgaven skal løses, det er også en opgavetype de rigtig godt kan lide.

Eleverne skriver deres navn på opgaveskemaet og krydser af efterhånden som de får deres opgaver godkendt og kan gå videre til en ny. Vi har her til at begynde med styret hvilke opgaver, der skulle løses hvornår, men det er tanken at elever får medbestemmelse på, i hvilken rækkefølge de ønsker at løse opgaverne, når de er blevet fortrolige med opgavetyperne.

Elever spiller 2 og 2 med hver deres bingoplade. De vælger deres niveau af staveord og skriver ordene i de blå felter, herefter slår de med en terning skriver ordet de “lander på”. Det gælder om at få en række fuld og derefter en plade fuld.

 

Søg og find opgaverne har vi valgt at lade eleverne samle i hver deres book-creator bog, men det kunne ligeså godt være i et worddokument. Der er stor forskel på hvilket niveau opgaven løses på, men de er meget optagede af det og synes det er sjovt at lave deres egen fakta-bog.

 

I kapitlerne møder eleverne mange for dem ukendte ord og talemåder. Vi bruger iPaden og ordbogen til at forstå og lære de nye ord og talemåder at kende.

Herunder kommer et eksempel på læseniveauerne:

 

Niveau 1

Av

Erik og Poul er brødre.

De har lavet ballade.

”Erik EMIIIL!” Eriks far råber.

Han er sur og slår.

Erik mærker tårer. Han løber op til sin mor.

 

Erik og Poul får skæld ud.

De har tisset på en dør i byen.

 

Niveau 2

Av

Erik og Poul er brødre. De har lavet ballade.

”Erik EMIIIL!” Eriks far råber.

Han er sur. Hans far hiver ham ind i skjorten. Eriks far slår.

Erik får en lussing. Han står helt stille. Det gør ondt. Han bliver varm i kinden og øret

Han mærker tårer. Han vil ikke græde. Han løber op til sin mor.

 

Erik og Poul får skæld ud. Eriks far vil ikke have klager over sine børn. Han er meget vred.

De har tisset på en dør i byen.

De skal ind på værelset.

 

Niveau 3

Lussingen

”Erik EMIIIL!” Eriks far råber.

Erik ved godt, han er på den. Hans far hiver ham ind i skjorten. Han er meget vred. Poul, Eriks bror, løber op og gemmer sig. De bor over togstationen.

Lussingen rammer Erik. Hans far slår hårdt. Erik står helt stille. Han mærker at det gør ondt. Varmen breder sig i kinden og øret. Han vil ikke græde.

”Sådan et skarn…” Eriks fars råber. Erik bliver, selv om han gerne vil stikke af.

”Jeg – vil ikke – have klager over min søn!” Der kommer spyt ud af farens mund, mens han taler. Erik kan gætte, hvorfor faren er vred. Da faren er færdig med at skælde ud, løber Erik op ad trappen til sin mor.

Hun er sammen med Dagmar. Hun lærer hende at spille klaver. Dagmar er doktorens datter. Hun er på alder med Erik.

De har begge hørt Eriks far skælde ud. Dagmar smiler ondt. Erik må vente.

Dagmar spiller “Der var en lørdag aften.”

”Fint Dagmar, så er det godt for i dag…” Eriks mor pakker Dagmars noder sammen. Dagmar trækker tiden ud. Hun ser på Erik.

Da Dagmar er gået får Erik et kram af sin mor.

“Hvorfor Erik?”, Eriks mor vil ikke rigtig have et svar.

Poul kommer ind til dem.

”Du er den store. Du ved bedre, Poul…” Ane Marie ser på Poul. De bliver begge sendt på værelset.

 

Eriks mor og far sidder i stuen. De taler sammen. De får kaffe af pæne kopper.

”Godt det ikke var en voksen, der så ham”, siger Eriks mor. De voksne kan finde på at slå.

Eriks far er flov. ”Vores drenge skal ikke tisse på andres dør.” Han rynker sine bryn. Han vil ikke tale mere om det. Eriks mor rejser sig og samler kopperne.

”Erik får vi et hyr med..” siger faren.

 

Niveau 4

Lussingen

”Erik EMIIIL!” Eriks far råber den sidste del af Eriks navn.

Erik ved godt, han er på den. Hans far trækker ham ind i skjorten. Poul, Eriks bror, løber op og gemmer sig. De bor over togstationen. Eriks far arbejder der. Han er forstander.

Lussingen rammer Erik. Hans far slår hårdt. Erik står helt stille. Han mærker smerten. Varmen breder sig ud i kinden og øret. Han vil ikke græde, men det er tæt på.

”Sådan et skarn…” Eriks fars råber. Han bliver rød i hovedet. Erik bliver, selv om han gerne vil stikke af.

”Jeg – vil ikke – have klager over min søn!” Faren spytter, mens han taler. Erik kan gætte, hvorfor faren er vred. Da faren er færdig med at skælde ud, løber Erik op ad trappen til sin mor.

Hun er sammen med Dagmar. Hun lærer hende at spille klaver. Dagmar er doktorens datter. Hun er på alder med Erik.

De har begge hørt Eriks far skælde ud. Dagmar smiler ondt. Erik må vente på at Dagmar er færdig med at spille.

Dagmar spiller et stykke af “Der var en lørdag aften.”

”Fint Dagmar, så er det godt for i dag…” Dagmar pakker sine noder væk. Hun er langsom og trækker tiden ud. Hun ser hele tiden på Erik.

Eriks mor følger Dagmar ud.

Da Dagmar er gået får Erik et kram af sin mor. De siger ikke noget. Moren ser på ham og ryster på sit hoved.

“Hvorfor Erik?”, Eriks mor vil ikke rigtig have et svar.

Poul kommer ind til dem. Han vil også gerne trøstes.

”Du er den store. Du ved bedre, Poul…” Ane Marie ser på Poul. Hun er skuffet. De bliver begge sendt på værelset.

 

Eriks mor og far sidder i stuen. De taler sammen. De får kaffe af pæne kopper. Eriks far holder pause og er gået op til Ane Marie.

”Godt det ikke var en voksen, der så ham”, siger Eriks mor. Hun mener det. De voksne kan finde på at slå.

Eriks far synes det er pinligt. ”Vores drenge skal ikke tisse på andres dør.” Han rynker sine bryn. Samtalen er slut. Eriks mor rejser sig og samler kopperne.

”Erik får vi et hyr med..” siger faren.

 

Niveau 5

”Erik EMIIIL!” den sidste del af navnet råber hans far. Erik ved godt, han er på den. Hans far griber ham i skjorten og trækker ham ind. Poul løber op ad trapperne og gemmer sig i lejligheden. De bor over togstationen, hvor deres far er forstander.

Lussingen rammer Erik hårdt på kinden. Hans far sparer ikke på kræfterne. Erik står helt stille. Han mærker smerten og varmen der breder sig fra kinden og ud i øret. Han nægter at græde, selv om han har lyst.

”Sådan et skarn…” Erik ser sin fars mund sige ord. Han holder øjnene på farens røde ansigt. Han bliver stående, selv om han gerne vil stikke af.

”Jeg – vil ikke – have klager over mine sønner!” Faren spytter, mens han taler. Erik kan gætte, hvorfor faren er vred. Da faren er færdig med at skælde ud, løber Erik op ad trappen til sin mor.

Hun sidder ved klaveret sammen med Dagmar. Hun lærer hende at spille klaver. Dagmar er doktorens datter. Hun er på alder med Erik.

De har begge hørt Eriks far skælde ud. Dagmar smiler skadefro, da hun ser Erik. Eriks mor ser det ikke. Erik ved, at hans mor ikke vil forstyrres. Han står stille og venter.

Moren fortsætter på klaveret. Dagmar spiller et lille stykke af “Der var en lørdag aften.”

”Fint Dagmar, så er det godt for i dag…” Dagmar er længe om at pakke sine noder sammen. Hun ser hele tiden på Erik.

Eriks mor følger Dagmar ud. Hun kommer tilbage. De siger ingenting. Hun ser ham i øjnene og ryster på hovedet.

“Hvorfor Erik?”, hun vil ikke rigtig have et svar.

Poul kommer luskende og læner sig op ad moren. Han vil også gerne trøstes.

”Du er den store. Du ved bedre, Poul…” Ane Marie ser strengt på Poul. “Du skulle have stoppet ham…” Morens stemme lyder skuffet.

De bliver begge sendt på værelset.

 

Eriks forældre sidder i stuen og taler. De drikker kaffe af pæne kopper. Eriks far holder pause og er gået op i lejligheden.

”Godt det ikke var en voksen, der så ham”, Eriks mor mener det alvorligt. De voksne kan finde på at slå.

”Sikke et syn, – sådan en lille gut stå og tisse lige op af døren!” Eriks mor ryster på hovedet, mens hun siger det. Eriks far synes det er pinligt.

”Vores drenge skal opføre sig pænt.” Han rynker sine bryn. ”De skal ikke stå og lade vandet på andres hoveddør!” Samtalen er næsten slut. Eriks mor rejser sig og samler kopperne.

”Ham får vi et hyr med..” Det er Erik, som faren hentyder til.

 

Niveau 6

”EEERIK Emil!” den sidste del af navnet spytter hans far ud mellem tænderne. Erik ved godt, han er på den. Hans far griber ham i skjorten og trækker ham indenfor. Poul, Eriks bror, løber op ad trapperne og gemmer sig oppe i lejligheden. De bor i lejligheden over togstationen, hvor deres far er forstander.

Lussingen rammer Erik hårdt, hans far sparer ikke på kræfterne, når han opdrager. Erik står helt stille. Han mærker smerten lande på siden af hovedet og varmen der breder sig fra kinden og ud i øret. Han nægter at græde, selv om skammen fra slaget vokser i ham.

”Sådan et skarn…” Erik ser sin fars mund bevæge sig. Han holder øjnene på de hvide pletter i farens røde ansigt og kan kun tænke på at få mere ilt i lungerne. Det brænder på siden af ansigtet og hans krop skriger efter at flygte, alligevel bliver han stående.

”Jeg – vil ikke – have klager over mine sønner!” Faren spytter hidsigt, mens han taler. Erik snapper efter vejret og det er som om, han ikke kan få nok luft.

Stationsforstanderen har stået ned på pladsen foran stationen og ventet på Erik og Poul. Erik kan gætte, hvorfor faren er vred, men han kan ikke regne ud, hvordan faren ved det allerede.

Det er en kamp at standse gråden, tårerne stabler sig op i øjnene og truer med at vælte ud. Han tørrer næsen med hånden, der kommer en kold, blank stribe på håndryggen. Først, da faren er færdig med sin reprimande og vender ham ryggen for at gå, starter kroppen op igen. Han løber han op ad trapperne og ind i lejligheden til sin mor.

Ane Marie sidder ved klaveret, Dagmar, doktorens datter, får undervisning.

”Pigebarnet har gehør, men hun er for doven”, plejer hans mor at sige, når hun er gået. De har begge hørt Eriks far skælde ud, selv om det ikke foregik i lejligheden. Ane Marie lægger ikke mærke til det, men Dagmar smiler skadefro, da hun ser på Erik. Hun klimprer videre på klaveret, mens hun bukker hovedet ned. Erik ved, at hans mor vil ikke forstyrres, når hun underviser, så han står stiv i kroppen og venter lidt bagved.

Moren fortsætter undervisningen på klaveret. Dagmar kigger stjålent på Erik. Hun er på alder med Poul og kommer en gang om ugen for at lære at spille. Hun spiller et lille stykke af Der var en lørdag aften, det går for stærkt.

”Fint Dagmar, så er det godt for i dag, samme stykke til næste gang – og så i det rigtige tempo…” Dagmar er længe om at pakke sine noder sammen, hun betragter Erik, som om hun skal have det hele med.

Erik venter. Først da hun er fulgt ud, har hans mor tid til ham. Hun hviler bebrejdende hånden på hans skulder. De siger ingenting, hun ser ham i øjnene og ryster på hovedet. Hun sætter sig på klaverbænken.

“Hvorfor Erik?” hun lyder ikke interesseret i et svar.

Poul kommer luskende og læner sig op ad moren. Han vil også gerne trøstes.

Ane Marie ser strengt på Poul, ”Du er den store og ved bedre, Poul…” Poul har ikke fået en ørefigen, men venter på at blive irettesat. Morens stemme er dæmpet med en skuffet klang. “Du skulle have stoppet ham…”

De bliver begge sendt på værelset. Ane Marie lægger hånden på tangenterne og lader fingrene spille efter deres egen vilje. Hun ser tankefuldt ud af vinduet.

 

Samme eftermiddag sidder Eriks forældre i stuen og taler om episoden. Stationsforstanderen holder kaffepause og er gået op i lejligheden til Ane Marie.

”Han var heldig, at det ikke var en voksen, der så ham”, Ane Marie mener det alvorligt. De voksne arbejdere er kendt for at have temperament, også når det gælder opdragelsen af andres børn.

”Hvordan kan han komme i tanke om det?”

Ane Marie svarer ikke. ”Sikke et syn, – sådan en lille gut stå og lette sig lige op af døren!” Hun ryster smilende på hovedet, mens hun siger det, men Eriks far kan ikke se det sjove.

”Vores drenge skal være et godt eksempel Ane.” Han udelader Marie, når han vil sige noget særligt vigtigt. Det er lige omvendt, når han er alvorlig med drengene, så bruger han alle deres fornavne. Kaffestellet klirrer, da koppen bliver sat lidt for hårdt. ”De skal ikke stå og lade vandet på andres hoveddør!” Samtalen er slut. Selv om forårssolen er skarp, er der dunkelt i stuen denne eftermiddag.

 

 

 

 

 

 

 

Så har jeg været i skrivegruppe igen, her kommer mit bud på en af skriveøvelserne:

Overvejelser om min navle – gerne et digt

Inde i min navle bor et lille svin
Hævngerrig, hånlig – det elsker når folk bliver til grin
Svinet lægger planer og er fantastisk intrigant
Det godter sig længe hvis ballerina bli’r elefant

Mit lille svin det hader i sær
Rigdom og succes hos – ja faktisk hos alle og enhver
Svinet støber kugler og lægger rænker
Og soler sig gerne i andre folks lænker

Svinet kan godt lide ulykke og død
Især hvis det rammer en der er lidt for sød
Svinet lægger fælder og smeder rygter
Det klapper i sine hænder når folk bliver flove og flygter

Inde i min navle bor et lille svin
Det kommer kun ud, når jeg får lidt for meget vin…