“Det er bare Hanne Betjent… Det skal hun sgu ikke bestemme, – tag dig ikke af hendes piveri!” I Ivans stemme var en snert af hån. Han løftede glasset og skålede i retningen mod Hanne. “Skål min fru!” Hans øjne svømmede.
Aftenen var fuld af latter og klinkende glas. Musik flød ud i den lyse aften og blandede sig med havens øvrige lyde. Hanne kiggede på Ivan, men vendte derefter blikket mod sin sidemand. “Det var jo bare fordi, der er fodboldkamp for U10 i morgen, Mikkel skal stå på mål…” Hanne skævede hen mod Ivan, som nu var optaget af en anden samtale, “…det ville være så fint, hvis vi kunne være der begge to og øhh..” Hun kastede endnu et blik hen mod sin mand “…han bli’r altså bare så dårlig, hvis han bliver ved med at drikke.” Hun holdt en pause. Papirdugen var begyndt at krølle lidt, hun kradsede i den med en lang rød negl, duggen var ved at falde.
“Men altså, det skal jeg jo heller ikke bestemme.” Det var mere en tanke end et spørgsmål, men bordherren satte sit glas i bordet med en stump lyd. Han løftede pegefingeren, “Han skal sgu´ da ikke kalde dig Hanne Betjent – jeg var blevet stjernetosset…” Han lænede sig lidt hen mod Hanne, “Det skal du sgu ikke finde dig i!” pegefingeren valsede usikkert rundt i luften. “Du er jo sådan en pæn dame og alting,” et øjeblik så det ud som om, han ville sige noget mere, men så fangede en musikken hans opmærksomhed og han gav sig til at skråle med på omkvædet. De var gæster i en have ikke så langt fra fjorden. Det var en af sommerens første fester og om lidt var det ferie og familietid.
Hannes øjne søgte igen hen mod Ivans plads. Stolen var tom, cigaretpakken, der havde ligget på bordet var væk. Hun skannede haven med blikket. Han var der ikke. Hun havde en fornemmelse af, at det ville være klogt at finde ham, så hun rejste sig. Selskabets lyde blev dæmpede efterhånden som hun i sin søgen kom længere væk fra bordene. Hun fik øje på Ivan hen over hækken. Han var trukket ned til fjorden og stod med ryggen til haven med en tændt smøg. Solen ville snart blive slugt af horisonten. Han stod i modlys og det var blevet for mørkt til, at hun med sikkerhed kunne afgøre, om han var vred. Det så idyllisk ud, men hun fornemmede noget truende, som en mislyd i stemningen. Under alle omstændigheder var bedst at få det overstået, inden det blev værre. Hun greb sig selv i at føre neglene op til tænderne. De var lange og kunstige og føltes fremmede. Hun gik ud af lågen og over vejen. De høje hæle sank i standengen, da hun gik hen til ham. Hendes gang kom til at fremstå mere ustabil ud end den var. Engang havde hun altid gået med ret ryg og været stærk og sikker på sig selv. Måske skulle hun heller ikke have bedt ham om at holde igen, der foran dem alle sammen.
“Er du nu fuld?” han talte lavt, men indædt, “Det er fan’me flot – skide dobbeltmoralsk!” Hans øjne var gemt bag små sprækker. Røgen fra hans cigaret cirklede dovent op fra hans hånd og skar hende i næsen. Det var næsten vindstille.
“Sad du og lagde an på Mogens?” hans stemme var farlig. Der blev stille. Hun vidste godt, han var jaloux anlagt. Men hun kunne jo heller ikke ignorere sin bordherre. De stod begge tavse og kiggede ud over fjorden. Resten af selskabet var bare en lav lydkulisse i baggrunden. Hun betragtede solnedgangen og vidste ikke helt, hvad hun kunne sige for at undgå skænderiet. Det var ikke nødvendigt at se på ham for at vide, at han havde et mørkt udtryk i ansigtet.
“Luder!” Hun var ikke helt sikker på, om hun havde hørt rigtigt. Det passede slet ikke til udsigten og den stille aften, men nu kom der mere tryk på hans ord. “Du skal sat´me ikke bestemme, hvornår jeg skal hygge mig med mine venner…” Han tog et hidsigt hvæs af cigaretten.
“Sig undskyld!” Han gik helt tæt til hende og greb fat i hendes køn gennem tøjet. Han klemte hårdt.
Hun snappede efter vejret, “undskyld” hendes stemme var lille og han slap hende igen.
“Det var godt…” Gløden fra cigaretten lyste et øjeblik hans ansigt op. Han så fremmed ud. Hun vendte sig for at se om nogen fra haven havde bemærket dem. “Du sætter dig hen til pigerne nu…Det er slut med at tale med Mogens!” skoddet landede i sivene og blev mast under hans fod. Han vendte hende og solnedgangen ryggen og gik hen mod havefesten igen.