Luften på Fyns Hoved

Fyns Hoved

Det gælder om, at finde tre punkter den kan støtte på og om at have en rolig hånd. Malene tager en dyb indånding, hun sidder på hug og stabler sten på stranden ved Fyns Hoved. Det hjælper at rette sin koncentration mod noget andet. Det med at balancere sten, er noget hun har set en mand gøre i fjernsynet. Stenen i hendes hånd er på størrelse med en knyttet næve og ligner, på nær størrelsen, en naturskabt obelisk. Den er kold, ru og mørk . Den passer til hende. Hun har allerede placeret den første sten. Hun venter på Anna, hendes barndomsveninde, de skal gå en tur og for at blive luftet. Hun trænger til det, – at få luftet ud. Anna er sent på den.  Malene vejer stenen i hånden og vender den spidse ende nedad. Hun finder et godt kontaktpunkt og justerer vinklen på stenen en millimeter af gangen.

En bildør smækker ikke så langt derfra. Hun registrerer det knapt nok, fokus er på stenen mod stenen, på spidsen der skal balancere. Hun søger efter det lille magiske hak, hvor de to sten passer sammen og bliver til en ballerina på tåspids.

Hun slipper sin sten så langsomt, at hun til sidst kun sanser kulden fra stenen og ikke mærker dens vægt eller tekstur mod fingerspidserne. 

“Heej!”

Hun kan kende Annas stemme hvor som helst, så hun behøver ikke at dreje hovedet for at vide, at veninden er på vej hen mod hende. Malene sidder stadig på hug og flytter langsomt hånden væk fra stenene. De står. Det ser usandsynligt ud. Hendes sten balancerer, men kun akkurat.

“Se lige.”

“Ej, det ser vildt ud, 2 sekunder…” Anna tager sin mobil og snupper et foto af stenene. Så hiver hun Malene ind i et kram. Anna holder om hende et øjeblik mere, end Malene kan tåle. Gråden presser sig på. Mærkeligt som det hele pludseligt vælter frem i hende.

“Hey, er du OK?” Anna ser undersøgende på hende. Det presser i halsen. Malene ryster på hovedet og holder hænderne afværgende op for sig.

“Kom vi går,” Anna ved godt, hvad det handler om. Hun tager hende under armen og trækker Malene op mod stien, mens hun fortæller om en traktor, hun kørte bag ved på vejen og andre ligegyldigheder. De går længe, mens det kun er Anna, der taler. Det hjælper. Hendes stemme lægger sig som et blødt tæppe om Malene.

Vinden kommer ind fra vest og får deres hår til at blæse frem over ansigterne. Gruset skurrer under deres fødder, de er snart halvvejs.

“Hun skærer i sig selv…” Malenes stemme er ru.

Anna tier, hun holder hende under armen og venter på, at der kommer mere. De går ned ad bakke og kommer lidt i læ.

“ Hun er for helvede 15 år og skærer i sig selv…” Malene mærker tårerne igen, men nu kommer vreden også.

“Fandme nogle lorte unger – de andre tøser…” Hun trækker vejret og går videre med hurtige skridt, “De ved sgu ikke, hvad det gør ved hende…” tavsheden strækker sig flere hunderede meter, “Og lærerne, hvor fanden er de?” Malene mister stemmen et øjeblik. De går igen længe uden ord og tempoet falder lidt, Anna klemmer hendes arm. Malene tørrer øjnene med jakkeærmet. Næsen er blevet varm.

“Og mig, – hvorfor så jeg det ikke før?”

“Hey, hør nu, – er det måske noget en mor har lyst til at se?” Det er ikke et rigtigt spørgsmål, og Anna taler videre uden at vente på svar “-og er det noget ens datter har lyst til at vise frem?”

De går langsomt nu, de er snart tilbage ved bilerne. De lave, vindskæve træer, står stædigt fast i strandengen. “Men jeg burde have vidst det… Jeg er jo hendes mor.” Malene standser, Anna trækker hende i gang og de passerer et ældre par, som nikker til dem.

“Hun vil ikke tale med mig.” Stemmen er klangløs, “Hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo for helvede ikke tvinge hende…Hun går bare ind på sit værelse og lukker døren – hun siger ikke noget!” Malene stønner højt, “Hun vil tale med en skide psykolog, men ikke med mig, – hendes egen mor!”

“Ja, det gør ondt,“ Anna giver hende ret.

“Fuck det, bare hun får det bedre.”

De når tilbage til stedet, hvor Malene stablede sten. Hun spejder efter tårnet, pludseligt er det vigtigt, at det ikke er væltet.

“Hun taler i hvert fald med nogen.” Anna ser også ned mod stranden, “Jeg kunne godt bruge en kop kaffe. – Hov se, -der er dit tårn. Det står endnu.”

“Også mig,” Malene puster ud og skutter sig.