Reunion

Hun ånder ind i sin hule hånd og snuser til det.

Hånden søger af sig selv ned i taskens dyb og griber en næsten tom pakke tyggegummi. Tasken er lavet af blødt skind og har et glat silkefor. Spejlet over håndvasken afslører, at sommerens glød er falmet.

Hun inspicerer tænderne, inden hun stikker tyggegummiet i munden. Ingen frokostrester. Den konstante rumlen bliver afbrudt af et kort ryk, hun støtter sig til væggen ved siden af spejlet.

Toget bringer hende nærmere, selv om hun står helt stille. Hun fortryder blusen i kunststof, det er helt umuligt for huden at ånde. Hun er på vej til Langeskov – den by, hun er vokset op i.

Nu er der en togstation, praktisk for hende, især fordi hun aldrig har fået taget et kørekort. Det er ikke nødvendigt i storbyen. Hun tænker på den, hun var, Maria Hansen. Nu er hun Maria Søholte. Togets bevægelser bliver igen stabile. Hun retter på tøjet og kigger igen på kvinden i spejlet. Hansen, Søholte – billedet skifter hele tiden.

I klassen havde hun været Maria Hansen, kedelig og almindelig. Nu skal hun møde dem alle igen. Den gamle klasse har jubilæum. Hun vil komme ind som Maria Søholte, så de kan se, at hun er blevet til noget. Men hvorfor egentlig? Hvad får hun ud af det? Det føles som en konkurrence. Er der overhovedet en præmie? Det banker på døren.

Hun skyller hænderne og ryster vandet af dem, purrer op i håret og går ud. Der står en kvinde på alder med hende selv. Hun har et barn i hånden, de venter tydeligvis på at komme til, barnet holder sig mellem benene.

– Undskyld, men vi er mega tæt på et uheld…

Hurtigt skubber hun barnet ind og lukker døren, mens hun smiler indforstået. Tilbage på sin plads ved vinduet tænker Maria på børn. En gang i mellem synes hun, at hun er gået glip af noget ved aldrig at have fået børn, men for det meste er hun glad for at slippe for besværet.

Hun er den eneste pige fra den gamle klasse, som ikke har fået børn. En overgang havde det været nærmest umuligt at slippe for blodige fødselsvidnesbyrd.

– Nå, det skal også snart blive din tur, havde de smilet, mens de sad med en skrigende unge.

Nu siger de det ikke mere. Landskabet og tiden farer forbi. Der er forholdsvist stille i den store kupe, men overfor hende sidder en dame og strikker, klikkene fra hendes pinde, når Marias ører. Hun kigger ikke engang ned på sit strikketøj. Hænderne arbejder, mens øjnene følger med i, hvad der sker omkring hende.

– Jah, jeg har jo aldrig fået børn…

Maria nikker ned til damens strikketøj. Det er sart lyserødt og forholdsvist småt. Damen ser venligt på Maria.

– Jeg er på vej til gammel-elevfest, og alle de andre har jo børn.

I samme øjeblik, hun har sluppet tanken ud gennem munden, kan hun høre, hvor usikker hun lyder.

– Altså, de har dem jo ikke med.

Hun holder en pause,

– Men de snakker nok om dem… Det kan jeg jo ikke…

Damen kigger tilbage på Maria:

– Sprechen Sie Deutch?

 – Ahh, no, no.

Tysk havde hun aldrig fået lært på trods af, at de havde haft det i skolen i flere år, hun løfter beklagende skuldrene.

– Never mind I was just commenting on the weather.

Hun synker længere ned i sædet. De andre i kupeen er optagede af deres telefoner. Hun sukker, Maria Hansens refleksion i vinduet ser lige igennem hende. Hvad pokker er det for en underlig målestok, hun har fået indbygget. Hvorfor vurderer hun sig selv i forhold til de andre? Gad vide, om de andre også gør det? Sætter alle op på på en imaginær værdilinje i forhold til succes, udseende, børn og Gud ved hvad andet, man kan måle sig i forhold til.

Dengang havde hun ikke været populær, hun havde ellers gjort, hvad hun kunne for at blive det, men det havde føltes som at kæmpe mod en kraftig understrøm. Jo mere man gjorde, desto mere blev man trukket i den modsatte retning. Var det for at vinde kampen fra dengang, at hun var taget afsted? Nu er hun jo Maria Søholte med et prestigefyldt job og gift med en kendt.

Hvad pokker rager det hende, hvad de andre tænker? Hun glatter bukserne, idet hun rejser sig. Toget sagtner farten, hun er fremme. Hun presser fingeren mod knappen, der åbner togets døre. Stationen virker lidt klein i det, da hun træder ud af toget. Hun skæver op på uret over perronen, hun er forsinket. Det passer hende udemærket, hellere lidt for sent end alt for tidligt. Hun må hellere tage en taxa fra stationen – helst en lidt pæn en.

Link til klummen i e-pages

https://www.e-pages.dk/kertemindeugeavis/630/article/1514849/2/1/render/?token=70411dcbb7eb3bbf7755b1dd449f0199&vl_platform=ios&vl_app_id=dk.jydskevestkysten.ereader&vl_app_version=13.5.0&fbclid=IwAR2RZutDaSbfz8fhRCp4o3iW2xVBNNr9xgiSo7WraXTc-4EoXnTePl2LM6A