Magten vender tilbage på Boels Bro

Det kan ikke ses, som han står der med ryggen til dem. Det er børn, det kan han høre. De kommer cyklende ned af bakken, og der er fart på. Han står i sit træningstøj næsten på toppen af bakken ved Boels Bro.

– Se, der står en mand og tisser.

Det er en lys stemme, han kan ikke helt afgøre, om det er en dreng eller en pige. Til gengæld ved han, at det ham, de taler om.

– Ja, det kan du lige stole på, jeg gør.

Han siger det ikke højt, men inde sit eget hoved. og det er ikke uden triumf. Han kigger ned og ser den klare stråle ramme busken. Børnene er cyklet forbi. De kender ikke hans kamp. Det kan jo ikke ses. Han klipper strålen over, bare fordi han kan. Følelsen af at have vundet vokser, han slapper af i bækkenbunden og trykker så til, så urinen sprøjter ud.

Solen skinner mellem skyerne. Bladene er for længst faldet af træerne. Der dufter vådt af løv og forfald. Han smiler. På en måde er det en ny begyndelse.

For et år siden vidste han ikke, at en simpel vandladning kunne få ham til at føle sig som Rocky Balboa på toppen af trapperne. Nu står han her og kan, hvis han drejer hovedet se til Enebærodde. Det, der slipper hans endorfiner løs, er ikke at have spænet hele vejen op af bakken uden stop. Det er heller ikke naturen, selvom han må indrømme, at udsigten er vild og slående. Det er en skide tissetår.

Han tænker på sine børn. Det havde været svært at fortælle dem det. Den lille var begyndt at græde. Store lydløse tårer var trillet fra hendes øjne, og hun havde lignet et barn igen. På trods af, at hun var blevet 30. Ingen af dem havde stillet spørgsmålet om døden, men det havde ligget i luften over kaffekopperne, som smog i et forurenet industrikvarter.

Han kan også huske at have betragtet sig selv på afstand. Han lød som lægen, da han gennemgik behandlingsforløbet for dem. Først et stykke fakta, så en logisk konsekvens. Så lidt mere fakta og endnu en konsekvens. Der havde været unaturligt stille. De lydløse tårer var den eneste larm i rummet. Det havde været som at trykke på en pauseknap, og de var frosset i tiden. Det var chokket.

Skulle han være ærlig, så havde det også været sådan for ham, da han sad i konsultationen, og lægen gav ham besked. En klokke havde sænket sig over ham, og lydene var blevet fjerne. Alligevel havde han nikket og svaret på det rigtige tidpunkt med troværdige svar. Cancer. Folk døde af det. Nu var det ham. Lægens mund havde bevæget sig. Han havde peget på noget på computerskærmen. Men det, der havde lydt i ørerne, var noget helt andet. Noget hans mor tit havde sagt:

– Man tror altid, at det kun sker for naboen, lige indtil man selv sidder i saksen…”

Egentligt havde hun sagt det om ting som fartbøder og indbrud. Ligegyldige ting. Ting, man kommer over igen. Ting, hvor livet fortsætter. Men sandt var det. Det havde han mærket, for det havde aldrig været en mulighed at få kræft, indtil det pludseligt var sådan, det var. Så var han gået ud og havde givet hånd og alt muligt.

Da han skulle fortælle Lone derhjemme om det, kunne han pludselig ikke. Han var tavs en hel dag. Hun var blevet sur. Hun vidste jo heller ikke, at det sad fast indeni, at man umuligt kunne komme hjem på en torsdag og sige, man havde fået kræft. At man ikke kunne huske, hvad lægen havde sagt, at hans pik var giftig og sendte sorte, onde tråde ud i hans krop.

Til sidst havde han skrevet det på en seddel og var gået en tur. Da han kom hjem, var hun ikke længere sur, men bange – og det var værre. Det var jo ham, der skulle passe på hende, og så vidste han ikke engang, om han kunne. Det samme var sket i stuen med kaffen og børnene, da han sagde det. En forskydning i balancen. Pludselig var det ham, der skulle tages hensyn til.

Han trækker vejret dybt ind, ryster og tørrer fingrene af i bukserne. Dråber ligger glitrende, som ædelsten på græsstråene for hans fødder. Han ser op. Vinteren har fået alt til at se afpillet ud. Det var et år siden og havde været en nedtur af dimensioner. Nu står han her, og der lugter af tis. Men på en god måde. På den måde, der betyder, at han nok har klaret det.

Canceren er skåret ud, han går til genoptræning, og alt virker stadig – i hvert fald nogenlunde. Han føler sit held dybt ned i lungerne, som han trækker vejret ind. Det prikker ud i fingrene og løfter ham op. Der på bakken vender magten tilbage.

– Eye of the fucking tiger!

Han råber, så det kradser i halsen, og ligesom Rocky mærker han sejren komme. Børnene i bunden af bakken slingrer på cyklerne, da de ser efter lyden. Han beslutter, at han har vundet. Han lever endnu.

Læs evt. i E-pages link:

https://www.e-pages.dk/kertemindeugeavis/626/article/1500532/2/1/render/?token=dcd199db8ff4bb28d86465bd65020197&vl_platform=ios&vl_app_id=dk.jydskevestkysten.ereader&vl_app_version=13.2.6&fbclid=IwAR0AKrYCGCtWl-RgYPL4Oo_WsJ1GDjqIbuBismiCVHqH6Q36_QZQqihCxzA