Kino-kærester

Det bliver episk, tænkte jeg, da jeg i går lå i min seng og skulle falde i søvn. I dag er jeg ikke så sikker. Det kilder i kroppen, og tankerne strejfer ham hele tiden. I min fantasi vil hans blik låse sig fast i mit, og vi vil nærme os hinanden uden ord. Varmen breder sig ud i min krop, og jeg smiler.

– Kæft, du ser åndsvag ud.”

Ida, min bedste veninde, skutter sig i mørket.

– Hvem har givet dig lykkepiller?

Hun giver mig et kærligt skulderskub.

Vi står i vores vinterjakker og venter ude på fortovet foran Kerteminde Kino. Jeg spejder hen ad Langegade. Lyset i krydset skifter. En knallert med en dåset lyd nærmer sig nede fra torvet. Jeg har spillet den lille film med Emil tusind gange i mit hoved. Når det går vildt for sig, ender vi i et kys, og det suger i maven og sender elektriske impulser ud til alle dele af min krop.

Lige nu har jeg mest lyst til at vende om. Hvad nu, hvis han ikke kommer. Hvad nu, hvis han gør, og han ikke er interesseret i mig. Så vil jeg ligne et fjols. Tanken om at tabe ansigt foran ham giver mig kvalme. Tvivlen kommer væltende med en tsunamis kraft. Det går aldrig godt det her. Pludselig fryser jeg også.

– Måske er det en dårlig ide…

Jeg ser bedende på Ida, hun har gjort sig umage med sin makeup og har krøllet håret. Det er hendes mor, som har kørt os ind til Kerteminde. Min mor henter. Det er kun en dag siden, vi lavede aftalen.

– Ej, du har bare at blive! Jeg går fan’me ikke i biffen med de to alene…

Hun har hævet sin pegefinger af mig.

– Jeg troede, du godt kunne li’ Emil?

Udtrykket i hendes ansigt skifter fra irritation til forståelse.

– Ahh, men du vil jo gerne. Kom nu..

Hun holder en lille pause.

– Altså, du kommer til at fortryde det, hvis du ikke går med…

Og hun har jo ret. Faktisk mere end hun aner. Tankerne om Emil er blevet den stjerne, som varmer min dag. Jeg er forelsket, selv om jeg ikke kender ham endnu. Ida og jeg havde mødt Albert og Emil i bussen til Kerteminde og havde givet dem vores Snap. De stod af i Langeskov, og siden da var mine tanker gået i kredsløb. Jeg mander mig op og retter min opmærksomhed mod plakaten til den film, vi skal ind og se.

– Se, der kommer de.

Ida vinker hen mod lyskrydset, der skifter. Denne gang til grønt. De sidder to på en knallert. Det er Albert, der kører. Han gasser op og fortsætter hen mod os. Emil sidder bagpå. De slingrer lidt.

– Akavet.

Ida hvisker det til mig og fniser.

– Mega.

Jeg hvisker tilbage.

– Vi parkerer lige.

Albert nikker med hovedet hen mod cykelbutikkens lille indhak i fortovet, hvor der er bedre plads.

Lidt efter står vi alle fire indenfor og køber billetter og popcorn. Ida og jeg står tæt sammen og støtter vores mod op af hinanden. Jeg er fuld af nervøs energi og kan næsten ikke lade være med at grine. Ida er mere cool.

– Kom, siger hun med et stort smil.

– Jeg elsker bare at gå i biografen, skal vi ikke gå ind?

På en eller anden måde får hun puffet Albert ind på rækken før sig selv, så mig og til sidst Emil. Jeg ser stjålent på Emil, han ser stift lige ud. Mit mod daler igen. Gider han ikke sidde ved siden af mig? Jeg snupper en håndfuld popcorn. De er godt saltede. Min sodavand står i holderen lige ved Emils hånd. Lyset bliver dæmpet, og reklamerne starter oppe på lærredet. Jeg ser på dem uden at høre efter. Jeg kan mærke Emils arm tæt på min egen. Jeg får lyst til at strejfe hans hånd, når jeg skal tage min sodavand, men jeg tør ikke. Hvad nu hvis han trækker armen til sig igen?

Hans ben falder ud til siden og læner sig op af mit. Det må være et tegn. Jeg tager min sodavand og rører let ved hans hånd på vejen. Filmen er gået i gang, uden jeg har lagt mærke til det. Mit hjerte løber en maraton, og jeg er tør i munden, selv om jeg lige har taget en tår at drikke. Jeg sniger mig til et blik på Emil. Han har drejet sin arm, så hans håndflade vender opad. Den er magnetisk og trækker i mig. Der i biografens mørke ved jeg helt ned på en nanometer, hvor han ender, og jeg starter. Min hånd er blevet fugtig og kold af at holde på colaen. Jeg tørrer den diskret i mine bukser. Alle nerver i min krop sitrer, da jeg lægger min hånd i Emils.

Link til klummen i e-pages

https://www.e-pages.dk/kertemindeugeavis/622/article/1483686/2/1/render/?token=9a1455f5af452d3a7e876c25de6b94cf&vl_platform=ios&vl_app_id=dk.jydskevestkysten.ereader&vl_app_version=13.2.0&fbclid=IwAR1PzgNPUkgzwBzk_Q-tlW1L0stuRg5i8_dkxx3Nq5hnFWWvRsHP6F7X280