Jeg har fået tilbudt skriveplads ca. en gang om måneden i Kerteminde Ugeavis på side 2.
Her kommer min første lille historie:
Sydstranden i Kerteminde
Tidslommen på Sydstranden
Speakerens stemme standser brat, idet han fjerner nøglen fra tændingen. Det havde handlet om effektiviseringer. Han kender det fra sin egen arbejdsplads. Alene ordet er en selvmodsigelse, så mange bogstaver og så besværlig en artikulation for at sige spare.
Han mærker en lukkethed – bliver faktisk irriteret. Det er som at blive korrigeret, som om det ikke er godt nok, det han gør. Stemningen bliver i ham, selv da han åbner bildøren og sætter fødderne ud på gruset på den lille parkeringsplads ved stranden.
– Kommer du?
Han spørger over skulderen og ind i bilen. Hun sidder lidt sammensunket og fjern på passagersædet.
– Jorden kalder…
Han smiler til hende. Det er ikke arbejde det her, han skyder sin irritation fra sig. Nu skal de hygge sig lidt alene, bare gå en tur og holde i hånden.
Hun stiger ud.
– Hvor er det længe siden, vi har gjort sådan her.
Hun tager ordene ud af munden på ham. Solen får hende til at knibe øjnene sammen. Den hænger lavt.
– Mmm, kom.
Han trækker hende ind i et kram og låser bilen med et tryk på nøglen. Børnene er i skole, og de har stjålet denne formiddag til sig selv. Han ser hen over hendes hår og over på badehusene. De står der som to rækker menige soldater i fronten. Nøjagtigt som de plejer. I forskellige farver, ranke men små i forhold til de kræfter, de nogle gange er oppe mod. I dag skinner solen og vejret er mildt, selv om det er efterår. Han er kommet her meget som barn, især om sommeren. Han lukker øjnene, og den salte luft trækker ham tilbage i tiden til farmorens saftevand og Anders And-blade på tæppet. Til dengang hvor den indre metronom ikke boede i ham, hvor tiden bare var nu, og i morgen ikke fandtes før den kom. Farmorens transistorradio havde lukket Giro 413 ud af den lille basløse højtaler, og hans fingre havde forsigtigt pillet i solskoldningen på hans skuldre.
Gennemsigtige flager af ham selv var forsvundet med sommervinden ind i hybenbusken ved siden af det grønne badehus. Det havde efterladt plamager af tynd, sart hud, som sved, når han badede. Den blomstrede termokande med revnen havde stået på det lille campingbord. Farmoren havde strikket, drukket kaffe og sunget sammen med Otto om sømænd og piger. De havde fået rugbrød med blå dåsepostej og bagefter chokoladekiks, der landede som krummer i navlen, og senere blev hentet på tæppet af en hær af myrer.
Hvornår havde han egentligt sidst betragtet en myre på en pind. Han ved det ikke.
Han flytter blikket fra badehusene og snuser ned i hendes hår, det dufter af shampoo. Hun trækker sig ud af omfavnelsen.
– Lad os gå ned til vandet.
Hun griber ud efter hans hånd, og de krydser over den lille sti, der ligger som en grænse mellem strand og standeng. Stenene i vandkanten skurrer under deres vægt. De går i retning mod Klinten.
– Jeg vil soppe.
Hun sætter sig, smider sko og strømper og ruller bukserne op til knæerne. Han følger hendes eksempel. Vandet omslutter hans varme fødder, og det kolde gys spreder sig hele vejen op ad benene. Hun står usikkert på de våde sten og løfter armene ud til siden for at holde balancen. Han ser overraskelsen i hendes ansigt, da hun et kort øjeblik træder skævt. Det trætte og fjerne er forsvundet, og han kan kende pigen i hende.
– Her, støt dig til mig.
Han rækker hende begge sine hænder og ler af hendes usikre bevægelser hen mod ham.
– Nu er det ikke så koldt mere.
Hun holder en pause og går forsigtigt frem.
– Måske skulle man begynde at vinterbade?
Hendes blik vender hen mod badebroen, hvor tre kvinder pjatter og hviner, mens de går i. Lyden af deres stemmer bevæger sig med lethed hen over det blanke vand. Hendes hænder lukker sig om hans. Det kolde vand skvulper om deres underben, de står i latter fra fremmede og har badehusene i ryggen. Han trækker vejret dybt ind, og tiden mellem taktslagene udvider sig. De siger ikke noget, står bare og hører sammen.
Hun klemmer hans hånd.
– Jeg fryser, vi må hellere få sko på.
De går op af vandet og på bare fødder op til bilen.
Tine Vilendal Petersen
Link til Uge Avisen i e-pages:
https://www.e-pages.dk/kertemindeugeavis/618/article/1467077/2/1/render/?token=b9f06b1a0560b8d0c4dccc2edd7c3179&vl_platform=ios&vl_app_id=dk.jydskevestkysten.ereader&vl_app_version=13.2.0&fbclid=IwAR3yopTRWdoUdvqIcWmgjGcUy1o59fIAUrpXOMILAqNLGTqFsQ6_YI00g-E