Long time…

hus

Det er efterhånden længe siden jeg har lagt noget ud. Alt har stået i husbyggeprojektets tegn, men nu er det ved at være færdigt, så tiden er kommet tilbage. Jeg arbejder fortsat videre på at omskrive “Erik af Danmark” til undervisningsmateriale i flere niveauer. Jeg er også blevet en del af en skrivegruppe i Kerteminde, hvor vi laver små skriveøvelser, som jeg vil lægge ud.

En af de første skriveøvelser, jeg lavede kommer her, den havde temaet grænser:

Grænser

“Det er bare Hanne Betjent… Det skal hun sgu ikke bestemme, – tag dig ikke af hendes piveri!” i Ivans stemme var en snert af hån. Han løftede glasset og skålede i retningen mod Hanne. “Skål min fru!”
Sommeraftenen var fuld af latter og klinkende glas. Shubidua flød ud i den lyse aften og blandede sig med havens øvrige lyde. Hanne kiggede på Ivan, men vendte derefter blikket mod sin sidemand. “Det var jo bare fordi, der er fodboldkamp for U10 imorgen, Mikkel skal stå på mål…” Hanne skævede hen mod Ivan, han var optaget af en ny samtale, “…det ville være så fint, hvis vi kunne være der begge to og øhh..” Hun kastede endnu et blik hen mod sin mand “…han bli’r altså bare så dårlig, hvis han bliver ved med at drikke.” Hun holdt en pause. Papirsdugen var begyndt at krølle lidt, hun kradsede i den med en lang rød negl, duggen var ved at falde.
“Men altså, det skal jeg jo heller ikke bestemme.” Det var mere en tanke end et spørgsmål, men bordherren satte sit glas i bordet med en stump lyd. Han løftede pegefingeren, “Han skal sgu´da ikke kalde dig Hanne Betjent – jeg var blevet stjernetosset…” Han lænede sig lidt hen mod Hanne, “Det skal du sgu ikke finde dig i!” pegefingeren valsede usikkert rundt i luften. “Du er jo sådan en pæn dame og alting,” et øjeblik så det ud som om, han ville sige noget mere, men så fangede en musikken hans opmærksomhed og han gav sig til at skråle med på omkvædet.
Hannes øjne søgte igen hen mod Ivans plads. Stolen var tom, cigaretpakken, der havde ligget på bordet var væk. Hun skannede haven med blikket. Han var trukket over under æbletræet med en tændt smøg. Det var blevet for mørkt til at hun med sikkerhed kunne afgøre om han holdt øje med hende. Hun rejste sig. Det var bedst at få det overstået, inden det blev værre. Hun greb sig selv i at føre neglene op til tænderne. De var lange og kunstige – ligesom han kunne lide dem. Neglene føltes fremmede og lignede ikke hendes egne. Hun gik uden om bordet. Hælene, høje og slanke, sank i græsplænen, det fik hendes gang til at se ustabil ud. Hun huskede, at hun havde været stærk og sikker på sig selv. Måske skulle hun heller ikke have bedt ham om at holde igen, der foran dem alle sammen.
“Er du nu fuld?” han talte lavt, men indædt, “Det er fan’me flot – skide dobbeltmoralsk!” Hans øjne var gemt bag små sprækker. Røgen fra hans cigaret cirklede dovent op fra hans hånd og skar hende i næsen. “Sad du og lagde an på Mogens?” hans stemme var skarp og farlig. Der blev stille lidt. Hun vidste godt han var jaloux anlagt. Men hun kunne heller ikke ignorere sin bordherre. De stod under æbletræet et lille stykke fra resten af selskabet. Hun havde ryggen til festen og skulle anstrenge øjnene for at se hans udtryk i ansigtet i mørket.
“Luder!” Hun var ikke helt sikker på, om hun havde hørt rigtigt. Det havde lydt dæmpet, men nu kom der mere tryk på ordene. “Du skal sat´me ikke bestemme, hvornår jeg skal hygge mig med mine venner…” Han tog et hidsigt hvæs af cigaretten.
“Sig undskyld!” Han tog fat i hendes køn gennem tøjet og klemte hårdt. Hun snappede efter vejret, “undskyld” hendes stemme var lille og han slap hende igen. “Det var godt…” Gløden fra cigaretten lyste et øjeblik hans ansigt op. Hun vendte sig for at se om nogen havde bemærket dem. “Du sætter dig hen til pigerne nu…Det er slut med at tale med Mogens!” skoddet landede i græsset og blev mast under hans fod.